Smartlog v3 » Mit Sure Jeg » Tankerne går i ring
Opret egen blog | Næste blog »

Mit Sure Jeg

- sådan er jeg også tit!!!

Tankerne går i ring

22. Jul 2007 11:16, Denlidtsure

Min far døde i '92, da jeg var 19 år. Jeg er kommet over sorgen, men alligevel fylder han stadig en del i mit liv. Nok mest fordi jeg tit tænker på, hvor anderledes mit liv nok havde været, hvis han ikke var død den gang. Jeg har ikke verdens bedste forhold til min mor (hvem har det??), og selvom jeg elsker hende, og tror at det er gengældt (det er det jo nok), så ved jeg også godt, at jeg ikke rangere højest på hendes rangstige.

Jeg tænker tit på om min far kunne have fundet på, at flytte "fra mig". Altså som min mor har gjort. Jeg tror et eller andet sted ikke, at min far ville have fravalgt at have sine børnebørn tæt på, eller at han ville have valgt at flytte fra mig. Jeg ved det ikke - min mor vil nok sige, at hun ikke havde andet valg, og det havde hun nok heller ikke, hvis hun ville det liv hun nu har valgt, men det ændre jo ikke på, at jeg føler mig fravalgt. Sikkert fordi det er den følelse hun har givet mig hele mit liv - at jeg kom i anden række (eller 6/7 række) efter alt andet. Hun har ikke gjort det for at gøre mig ondt, det er jeg 100% sikker på, hun kender mig bare ikke, hun forstår mig ikke.

Kommer til at tænke på, at jeg ikke kan huske ret meget fra min barndom (har nok fortrængt det), og de af mine fødselsdage jeg kan huske er dem, hvor min mor ikke har været der. Der er 3 så vidt jeg husker, og jeg kan huske ordene "du kan nok forstå, at det lige falder sammen med den her rejse, så vi er altså ikke hjemme på din fødselsdag - men det gør ikke noget vel??". Det gjorde det faktisk - det gjorde rigtigt meget, så meget, at da jeg fyldte 35 for 2 mdr. siden var det første gang i mit liv, at jeg ikke blev ked af det, fordi min mor ikke kunne være der - eller synes det er lidt til besvær, at jeg nu har tænkt mig at holde fødselsdag. I år var det simpelthen lykkes mig, at beslutte, at hun slet ikke ville blive inviteret, så da hun fortalte, at de ville tage på ferie lige netop den dag - så sagde jeg bare "god tur". Det er jo også lige meget om ens mor synes ens fødselsdag er vigtigt, når man er 35 .....synes min mor.

Sidste år var vi til konfirmation på min fødselsdag - efter 3 timer i samme rum som mig kom min mor i tanke om, at "guud, det er jo din fødselsdag, det havde jeg helt glemt. Tak! Håber sørme det er sandt at hun er ved at blive senil.

Det år jeg fyldte 30 blev min moster så bestyrtet over, at jeg skulle sidde alene på min fødselsdag, at hun inviterede mig ud og spise - så synes min mor også, at hun hellere måtte tage med. Hun betalte også for os alle - og det var rigtigt fint. Men hun havde ikke selv fundet på, at invitere mig.

Nå det er ikke skidt alt sammen, hun gør det bestemt ikke med vilje, og jeg har efterhånden fået slået fast, at jeg IKKE finder mig i, at hun negligere mit BARNS fødselsdag - og det gør hun så ikke.
Hun er selv totalt ligeglad med SIN fødselsdag, og hun synes heller ikke mine søskendes fødselsdage er vigtige - og det synes de vist heller ikke selv. Det er bare mig der er sensibel .....siger min mor ;-)

Sjovt som en sang kan følge en så langt tilbage i tankerne. For det er faktisk det det her handler om. At jeg stod og vaskede op for lidt siden, og hørte en sang i radioen, som fik mig til at tænke på min far. Jeg er overbevist om, at han en gang har sagt, at det var hans ynglingssang, men min mor siger jeg husker helt forkert - men derfor minder den mig alligevel om ham.

"Jeg vil male dagen blå
med en solskinsstribe på,
vælge lyset frem for skyggen,
gi' mig selv et puf i rygge,
tro på alting, selv på lykken.
- Jeg vil male dagen blå."

Jeg kan også godt lide den - og så får den mig altid til at tænke på MIN ynglingssang, fordi tankerne jo altid går i ring.

Min ynglingssang lærte jeg da jeg var på højskole for 10 år siden. Jeg kan ikke beskrive helt nøjagtigt HVAD det er sangen jeg godt kan lide, jeg synes bare det er en dejlig sang. Måske at Grundtvig skrev den til sin kone, måske at den er gammel, måske melodien, måske at den trække essensen af at holde af nogen frem - måske hele stemningen på højskolen, når vi sang den. ALLE var nemlig vilde med den, og vi sang den faktisk hver dag.

Hvad er det, min Marie!
som gør det, at vi to,
vi tale eller tie,
på færde og i ro,
os føle viet sammen,
som kirken og dens amen,
som præst og menighed!


Det er, at vi vil være
hinanden som vi er,
det er, at vi kan bære
hinanden som vi er,
det er, at vore munde,
vi våge eller blunde,
dog mødes i et kys!


Kun på en egen måde
vi er i grunden et.
vort liv var os en gåde,
til vi opdaged det.
Men nu har vi opdaget,
i hjerte-favnetaget
vort liv er fælles Iyst!

Nu er det kun en gåde
for os at tænke på,
hvordan vi af Guds nade
kan evig leve så.
Thi uden ny og næde
kun varer liv og glæde,
al synd og død til trods!


Derfor vi os forbinder
i tro og kærlighed,
med dødens overvinder,
som daled til os ned,
som til Gud Faders ærc
vil støvet klart hjembære
i Åndens favnetag.

Når jeg en gang dør, så skal den synges i kirken :-)

Tags

Arkiv

Relaterede