Nu har jeg så haft min dejlige datter hjemme i 4 uger pga. strejken - det er så bare sådan det er, men hvis hun taler lige så meget i SFO, som hun gør herhjemme, så stemmer jeg altså stadig for, at pædagogerne skal have mere i løn!!

Jeg er helt med på, at hun sikkert bare er en helt normal snart 6 årig, som har 1100 spørgsmål og betragtninger i timen, som gerne vil ud, men jeg synes faktisk jeg bliver sat voldsomt på prøve ind ind i mellem, i kampen for at besvare alle de spørgsmål hendes hyperaktive hjerne finder på. 

Forleden var vi på vej på besøg hos et par veninder, og undervejs "møder" vi en bil, som er efterladt midt i et vejkryds uden trekant, blink eller andet - følgelig til gene for resten af trafikken. Kort efter krydset kører jeg ind til siden, ringer til politiet og beretter om mit "møde". Da samtalen er afsluttet begynder det private forhør så:

Min datter: "hvorfor sagde du 'goddag mit navn er Dorthe XXXX' to gange?"
Jeg: "Fordi jeg først talte med en dame, og hun stillede mig om til en mand"
Min datter: "Hvad betyder 'stille om'"?
Jeg: "At en tager telefonen, og synes man skal tale med en anden, og så trykker hun på en knap, så telefonen ringer hos den anden, og så snakker man med ham i stedet"
Min datter: "Hvad betyder føreren?"
Jeg: "Det er den der kører bilen"
Min datter: "Hvorfor var han gået?"
Jeg: "Det ved jeg ikke"
Min datter: "Vidste politet det?"
Jeg: "Nej"
Min datter: "Hvem gør så?"
Jeg (lettere irriteret): "Det ved jeg ikke, og hold nu bøtte med alle de spørgsmål!"
Min datter: "det er ikke spørgsmål, det er videns-teknikker"
Jeg: "Det er hvad???"
Min datter: "Videns-teknikker. Det bruger man, når man er barn. Man skal jo vide alting, og det er sådan man finder ud af det"
Jeg: "Ooookay"

Hvor fanden kommer al den klogskab fra???

Det er altså ret hyggeligt med sådan en bette fætter i sofaen om aftenen

Og så har man så fint styr på ungen også ;-)

En lille Stampe :-))

Synes sørme det føles ubehageligt,  når der sidder en vingummibamse fast på undersiden af mine strømper - når jeg har dem på!!

 Hvor er min støvsuger?

05.40 til morgen efter at have været vågen i 4 timer begyndte det at blive mere og mere tydeligt, at hverken arving eller mor ville komme ud af døren til henholdsvis skole og børnehave.

I total modsætning til alle andre HELT normale mennesker sover min datter nemlig ikke, når hun har feber. Hun er vågen - og taler. Til sin mor - som så også er vågen. Ca. 38,5 sagde termometeret i nat, og der har det så holdt sig. Lyder måske ikke af meget, men når normal temperaturen er 35.5, så ER der jo alligevel en del. Og sølle er hun pigen, meget småtspisende og meget tv-seende, og ret så meget dramaqueen.

"Mor, hvad nu hvis jeg dør?", det gør du ikke, "hva nu hvis jeg hoster så meget så min hals kommer op?", det sker ikke, "måske har jeg brækket benet", nej det får man ikke feber af, "stakkels lille mig", ja stakkels lille hende ..det ER faktisk synd, for hun skulle have sidste dag i børnehave i dag, og første dag i SFO i morgen, og det blev/bliver der så ingenting af :((

Mormor ringede her til aften, og fortalte den 5 årige, at "på onsdag kommer mormor og besøger dig".

Min datter er meget meget glad for sin mormor, og knap var røret lagt på, da pigen siger "er det i morgen det er onsdag?". Jeg ved bare, at jeg vil få "hvornår er det onsdag" at høre MANGE gange de næste dage .....

Forventningens glæde er den største siger "de" .... ved ikke rigtigt om jeg er enig ;-)

Torsdag formiddag fik jeg det endelig gjort - ikke helt i 11. time men næsten.

Jeg har søgt ind på universitetet.

Jeg har endda valgt kun at søge et eneste studie, for kommer jeg ikke ind på det - så vil jeg slet ikke. Har jeg bestemt!

Det var frygteligt angstprovokerende at skrive den motiverede ansøgning, at skrive den elektronise ansøgning - og trykke send. Det tog mig faktisk 3½ time - at skrive den og trykke "send", fordi jeg forlod computeren hele tiden for liiiiiige at gøre noget andet.
Danmarksmester i overspringshandlinger. Mig.

Det har været min drøm i mange år, at læse på universitetet, og de sidste 2 år har jeg aktivt arbejdet hen mod det ved at forbedre gamle karakterer og læse de fag jeg mangler, og nu var det pludselig nu - nu der skulle søges, og så gik jeg helt i panik. En ting er, at fortælle sig selv og andre, at "det her vil jeg gerne - om 2 år", noget andet er, at vide at "jeg håber at komme ind - til sommer".
Og så er der jo det i det - at så længe man bare taler om at gøre det, så lever drømmen jo i bedste velgående - når nu jeg HAR søgt ind, så ligger risikoen for et nej der jo rent faktisk. Og så banker virkeligheden pludselig på.

Da jeg gik ud fra posthuset efter at have afsendt de bilag der skulle følge ansøgningen var jeg alligevel lettet - for nu er det ude af mine hænder. Jo, jeg mangler to karakterer hvoraf den ene skal ligge et stykke over "bestået", og det har jeg selvfølgelig stadig stor indflydelse på, men ellers - ja så er det ude af mine hænder, og jeg kan bare vente.

4½ måned - så ved jeg det ..... måske jeg skulle bruge dem til at finde på en plan B hvis nu det ikke lykkes for mig.

Hvor ville jeg ønske folk kunne tænke selv!!!

Hørt på vej i børnehave til morgen: "Mor min hjerne er helt rød indeni - fordi det klør".

 ??

"Må vi låne K. på søndag?" spurgte min veninde i starten af ugen, og fik selvfølgelig ja.

Derfor er min datter netop blevet hentet, udstyret med en STOR pose glæde i maven, og åbenbart også glemsomhed. I hvert fald måtte jeg kalde hende tilbage for at få et farvelkys.
Men de skulle også i Zoo - så kan enhver jo komme til at glemme sin mor :-)
Dermed er jeg nu indehaver af en hel søndag - kun til mig. Og det eneste jeg kan tænke på er, at sove middagssøvn. Jeg kunne også springe i lektierne - men jeg har mere lyst til at sove. Hvor gammel er man så, når det ultimative man kan komme i tanke om, at bruge en alenedag på er - at sove?

Under alle omstændigheder er det dejligt for alle parter - dagen skal nydes!!

Den 5 årige: "Når jeg bliver voksen vil jeg gerne have alle dine ting"

Jeg: "Jamen hvad skal jeg så have?"

Den 5 årige: "Så kan du få mormors ting - hun dør alligevel, når jeg bliver voksen"

Jeg: "Tror du?"

Den 5 årige: "Ja - og så kan du finde en gammel mand som Bedstefar at bo sammen med - så er alle glade"

Totalt stjålet fra andet sted - totalt for sjovt :D

Panda sneeze,FUNNY!!!

Tilføj til Min Profil | Flere Videoer

Nu er det 1 måned siden det var jul, og endelig i dag fik jeg taget mig sammen til, at gøre noget, som jeg burde have gjort FØR jul - nemlig at gå i krig med tøsens værelse.

Min mor påstår pigen har for meget legetøj - hun har ret i, at hun har meget legetøj, men det er vist mest fordi moderdyret har så uendeligt svært ved at sortere i det :-)

Julen bragte selvfølgelig en del nyt legetøj - og noget meget stort af slagsen, og sammen med et halvrodet værelse, og pigens store interesse for at samle, lege med perler ud over det hele, og klippe papir i helt små stumper lignede værelset efterhånden noget der var lyv.  

De sidste uger har jeg flere gange om ugen besluttet, at "i MORGEN" skal det være, men der er hele tiden kommet noget i vejen = lyst til at lave noget andet, og det er bare blevet værre og værre, og pigen har opholdt sig mindre og mindre derinde.
Igen i går besluttede jeg, at "i morgen" skal det være, og det blev det så. Af en eller anden grund vågnede jeg med en uforklarlig lyst til at lave noget, og straks efter min morgensmootie gik jeg i gang. Det var lidt af et sats, for pigen startede dagen med at meddele "jeg har det ikke godt", og termometeret viste knap 38 grader, så hun var altså hjemme - men installeret foran Disney Channel i mors seng forstyrrede hun overhovedet ikke - og endnu bedre, hun opdagede ikke at der blev ting TAGET UD af værelset.

3 timer, 2 bæreposer skrald og x antal stykker legetøj fjernet senere så værelset pludselig MEGET anderledes ud - og energien flød hele vejen ind i sengen til pigen, som pludselig havde det meget bedre og gerne ville lege på sit værelse. 4 timer har hun i alt tilbragt derinde, og alligevel er det stadig indbydende derinde - for både mor og datter har besluttet, at der skal ryddes op efter hver leg.

Nu ser vi, hvor længe det holder - lige nu er både mor og datter ret godt tilfreds med indsatsen, måske mest moderen, idet anfaldet fortsatte og gik ud over stuen, som også blev glad for en omgang.

Lektier?? Hov, dem havde jeg da glemt alt om :o